Henrik Ibsens skrifter

Der er to slags åndelige love, to slags sam-
vittigheder, en i manden og en ganske
anden i kvinden. De forstår ikke hin-
anden; men kvinden dømmes i det
praktiske liv efter mandens lov, som
om hun ikke var en kvinde men
en mand.

Hustruen i stykket ved tilslut hver-
ken ud eller ind i hvad der er ret
eller uret; den naturlige følelse på
den ene side og autoritetstroen på den
anden bringer hende ganske i vild-
rede.

En kvinde kan ikke være sig selv i
nutidens samfund, der er et udeluk-
kende mandligt samfund, me{n}d love
skrevne af mænd og med anklagere og
dommere der dømmer den kvindelige
færd fra mandligt standpunkt.

Hun har begåt falsk, og det er hendes
stolthed; thi hun har gjort det af kær- ​
lighed til sin mand, for at redde hans
liv. Men denne mand står med al
hverdagslig hæderlighed på lovens
grund og ser sagen med mandligt
øje.

Sjælekampe. Trykket og forvirret un-
der autoritetstroen taber hun troen på
sin moralske ret og evne til at opdra-
ge sine børn. Bitterhed. En moder i
nutidens samfund, ligesom visse in-
sekter gå hen og dø når hun har
gjort sin pligt til slægtens forplantelse.
Kærlighed til livet, til hjemmet, til
mand og børn og slægt. Fra og til
kvindelig afrysten af tankerne. Plud-
selig tilbagevendende angst og rædsel.
Alt må bæres alene. Katastrofen
nærmer sig ubønhørligt, uafvendeligt.
Fortvivlelse, kamp og undergang.